Hvornår blev vi egentlig voksne? Det spørgsmål ligger som en stille, men insisterende strøm gennem Lowlys fjerde album Softy, hvor den aarhusianske dreampop-kvintet kredser om den slags eksistentielle kvaler, der rammer, når ungdomsfølelsen stadig hænger ved, mens børn, ansvar og en verden i opløsning presser sig på.
Det gør Softy til et album, der rammer en meget genkendelig millennial-nervetråd: følelsen af at skulle passe på både sig selv, sine børn og sine relationer, samtidig med at ingen rigtigt virker til at have styr på noget som helst.
Efter 15 år sammen er Lowly vendt tilbage til øvelokalet og har skrevet og indspillet musikken i fællesskab i stedet for at finpudse idéer hver for sig foran computerskærme. Det kan høres. Softy fremstår varmt, organisk og bemærkelsesværdigt tålmodigt – et album, der ikke prøver at imponere med store armbevægelser, men snarere undersøger, hvordan man bliver ved med at være et menneske blandt andre mennesker.
Et album båret af tvivl og blidhed
På åbningsnummeret Brave lyder linjen “I’m not brave, I’m a deserter” med en klar og næsten urokkelig stemme, mens boblende synthesizere og luftige harmonier langsomt vokser omkring den. Netop den kontrast mellem vokalens styrke og tekstens selvransagelse er et af albummets stærkeste greb.
Her bliver der også spurgt, hvad sange overhovedet kan stille op i en verden, hvor det føles svært at beskytte dem, man elsker. Den tvivl slipper aldrig helt taget, men Lowly møder den med en næsten stædig mildhed.
På Liminal Space bliver frygten for at give sine egne bekymringer videre til sine børn ledsaget af lette klavertoner og bølgende synthesizere. What Is It For tager samme grundstemning og giver den et diskret dansabelt beat og skæve synthindfald, som peger på, at livet ikke kun handler om at nå frem, men også om at være til stede undervejs.
Når de små forskydninger gør størst indtryk
Albummets smukkeste øjeblik findes i Stretch Under Strain. Her omslutter små, skrantende lyde og en hul, ekkoende produktion fortællingen om at være så udstrakt af ansvar og omsorg, at man næsten mister sig selv. Det er musik, der ikke råber for at blive hørt, men som i stedet lader de mindste forskydninger i lydbilledet bære den følelsesmæssige vægt.
Det er også her, Softy står stærkest: når Lowly tør stole på, at skrøbelighed ikke behøver overforklares eller overdramatiseres. Bandet gør følsomheden konkret gennem lyd, rum og tilbageholdenhed frem for at gøre den til en stor gestus.
Blødheden er både styrke og svaghed
Men det, der gør Softy indtagende, bliver også albummets begrænsning. De bølgende synthesizere, porøse vokalharmonier og langsomt opbyggede arrangementer er så gennemgående, at flere sange begynder at flyde ind i hinanden. Man mærker indimellem, hvordan opmærksomheden glider en smule væk, ikke fordi musikken er uinteressant, men fordi den er så konsekvent i sit udtryk.
Det er derfor befriende, når albummet bryder sin egen balance. At All kommer med et hurtigere beat og en mere eventyrlysten energi, mens Tilted lader skæve synthesizere og insisterende trommer forstyrre en skrøbelig klavermelodi. Her opstår der pludselig en uro i musikken, som klæder albummet. Den fine melankoli får mere bid, når noget får lov at skurre mod overfladen.
Et modent album, der vinder på sine forstyrrelser
Softy er i sidste ende et dejligt, modent og oprigtigt album. Lowly tør være følsomme uden at gøre følsomheden til en præstation, og det er i sig selv en kvalitet. Albummet vil tydeligvis hellere skabe rum for eftertanke end levere hurtige klimakser.
Netop derfor står de stærkeste øjeblikke også klarest, når bandet lader den rolige overflade slå revner. For selv den smukkeste ro har godt af at blive forstyrret en gang imellem, og på Softy er det ofte dér, Lowly rammer hårdest.
